Skip to content
Himmellejren
  • Forside
  • Forældre
  • Frivillige
  • Galleri

Himmellejren – en sommerferie for livet

Himmellejren er en ferielejr under Ungdommens Røde Kors, hvor børn og frivillige mødes på tværs af alder, baggrund og hverdag. Her er der plads til at være præcis den, man er, og til at opleve glæden ved at være en del af et trygt og stærkt fællesskab.

På Himmellejren får børnene en uges sommerferie fyldt med nærvær, fællesskab, leg og nye oplevelser. Det er en uge, hvor hverdagen bliver sat på pause, og hvor der er tid til at grine sammen, få nye venner, prøve noget nyt og skabe minder, som varer længe efter, at lejren er slut.

Himmellejren finder sted på Vesterbølle Efterskole i naturskønne Himmerland. Her skaber vi rammerne for en uge, hvor fællesskabet er i centrum. Vi tror på, at de bedste oplevelser opstår, når børn og voksne er sammen om dem, og derfor er børnenes idéer, kreativitet og medbestemmelse en vigtig del af lejren.

For os handler Himmellejren om meget mere end en uge med sjove aktiviteter. Det handler om at give børnene følelsen af at høre til. Om at blive mødt af voksne, der har tid til at lytte, lege og være nærværende. Om at få lov til at være med, bidrage til fællesskabet og opleve, at man har noget vigtigt at give til andre.

På lejren er der plads til både de store armbevægelser og de stille stunder. Der er plads til grin og fjollerier, men også til en snak på kanten af en seng, en hånd på skulderen eller en voksen, der lige har tid til at lytte. Det er netop blandingen af tryghed, nærvær, leg og fællesskab, der gør Himmellejren til noget helt særligt.

Himmellejren er et sted, hvor børn kan få nye venner, opdage nye sider af sig selv og opleve, at de er en vigtig del af noget større. Og når ugen er slut, håber vi, at alle tager hjem med nye venskaber, masser af gode minder og fornyet energi til hverdagen.

Himmellejren er kort sagt: et trygt fællesskab, nærvær, plads til forskellighed og en sommerferie fyldt med minder for livet.

Tak for en fantastisk lejr 2026

Sikke en uge! Himmellejr 2026 er slut, og vi vil gerne sige tusind tak for en helt fantastisk lejr fyldt med grin, fællesskab, nye venskaber og masser af store oplevelser.

Ugen blev skudt i gang med en helt særlig hilsen fra Himmellejr-gudinden, som afslørede, at vi havde en uge fyldt med sommerland, superhelte, regnskov, ninjaer, fest og meget, meget mere i vente. Og hun fik bestemt ret!

Allerede søndag blev efterskolen fyldt med liv. Vi lærte hinandens navne at kende, legede, hyggede, lavede krea, spillede bold, hoppede i hoppeborgen og nød det gode sommervejr. Mandag gik turen til Djurs Sommerland, hvor vi sammen med vores følgesgrupper kastede os ud i forlystelser og eventyr i hele parken. En perfekt start på lejren.

Tirsdag blev en dag for vaskeægte helte. Køkkenholdet blev taget til fange, og derfor måtte børnene samle et hold umage helte for at redde dem. Imens blev der også tid til bolsjer, krea, hoppeborg, drager og masser af leg. Dagen sluttede selvfølgelig med, at vores helte besejrede fjenden og fik køkkenholdet sikkert hjem.

Onsdag tog vi på eventyr i Randers Regnskov, hvor vi mødte et væld af spændende dyr. Da vi kom hjem, fortsatte eventyret med en kæmpestor vandkamp, inden aftenen bød på bobler, bål, snobrød, musik og masser af hygge.

Torsdag blev vi forvandlet til ninjaer. Dagen begyndte med ninjatræning, karate og forhindringsbane, og alle børn fik deres eget hvide ninja-bælte, hvor dagens udfordringer kunne markeres. Der blev også lavet kastestjerner i krea, og selvfølgelig blev der fejret fødselsdag. Senere hoppede vi i badetøjet og tog i svømmehallen, hvor der blev plasket, leget og rutsjet. Tilbage på efterskolen stod den på bobler, krea, boldspil, dragebekæmpelse og wellness.

Og så kom fredag – omvendt dag! Alt var vendt på hovedet, og vi vågnede til pandekager, omvendt tøj og et efterskole i totalt kaos. Dagen bød blandt andet på tallerkensmadring, kælketure, dans i stilhed og maling med mad. Og når en omvendt dag skal gøres rigtig god igen, er der kun én løsning: popcorn, sodavand og en tur i biografen. Her så vi Toy Story 5, inden vi vendte hjem for at gøre os klar til ugens store afslutning.

Fredag aften blev nemlig forvandlet til årets store drømmefest. Mens børnene fandt deres fineste festtøj frem, hoppede de voksne i nattøjet. Der var DJ, dansegulv, slushice, candyfloss, popcorn og festlege – og selvfølgelig blev der danset og grinet til den helt store guldmedalje.

Efter fællessang kunne vi sende børnene trætte og glade i seng efter en uge, der har budt på lidt af det hele.

Tak til alle børn for jeres fantastiske energi, mod, nysgerrighed og gode humør. Tak for alle grinene, de skøre påfund, de store oplevelser og de små øjeblikke, der tilsammen gør Himmellejr til noget helt særligt.

Og en kæmpestor tak til alle frivillige, der har lagt tid, kræfter og hjerte i at skabe endnu en uforglemmelig uge.

Vi glæder os allerede til næste gang.

Tak for Himmellejr 2026!

Hvis du ikke allerede følger med, så følg Himmellejren på Facebook og se, hvad vi laver hver dag i uge 29 og resten af året:

Gå til Himmellejrens facebookside

Information om Lejren

Lejrugen
Lejren afholdes i uge 29. Det vil sige den 11. juli - 17. juli 2027 for børnene og den 10. - 18. juli 2027 for hjælperne.

Planlægningsweekend
Dato kommer snarste.

Antal børn og hjælpere
Ca. 70 børn og 45 hjælpere, inklusiv køkkenholdet og ledelse.

Kontakt

Kontaktinfo på lejrledelsen:
Mail: lejr18@urkmail.dk

Lejrleder, børne- og økonomikoordinator:
Pia Mikkelsen

Tlf.: 91 92 00 48

Lejrleder og børnekoordinator:
Marie Brunhøj Birkelund
Telf. 51 61 02 25

Lejrleder:  Anne Brunhøj Birkelund

Lejerleder:  Anna Nørregaard Jørgensen

Lejrens adresse:
Vesterbølle Efterskole
Sognevejen 300
9631 Gedsted.

Himmellejren
Copyright © -2026 Himmellejren. All rights reserved.